Om Sønderjysk Skolemuseum

Landsby skole igennem et århundrede 1856 - 1958 

I Sønderjysk Skolemuseum gøres den særlige sønderjyske skolehistorie levende i en original tidligere landsbyskole her i det nordlige Sønderjylland. Den ældste del af skolebygningen er den nu restaurerede danske landsbyskole fra 1856.

Den yngste del er en tilbygning fra 1907 altså fra tysk tid.

Børn herfra har gået i dansk skole 1856 – 1864, i tysk skole 1864 – 1920 og igen i dansk skole 1920 – 1958.

I 1856-bygningen, der stod nyrestaureret i 2015, er den gamle skolestue på 47 m2 indrettet til skiftende udstillinger, men omkring år 1900 har den iflg. lokale erindringer rummet 90 børn.

I tilknytning hertil findes lærerboligen med forstue, stue, soveværelse, køkken og toilet.  Sådan kan boligen have set ud omkring 1930´erne. På loftet var der engang 2 små værelser, men nu er der et stort mødelokale og et kontor.

Arkiv

På loftet over 1907- skolestuen er skolemuseets arkiv

Her findes reoler fra gulv til loft med skolebøger fra alle fag, også kladde- og skrivehæfter, anskuelsestavler, landkort, sløjd- og håndarbejder, fysikredskaber, film- og lysbilledapparater o.m.a.

Skolestuen i 1907-bygningen

60 m2 møbleret med skolemøbler fra begyndelsen af det 20. århundrede.

Oprindeligt var der 32 2-mandsborde stillet op i 4 rækker, beregnet til 64 elever fra 1. til 7. årgang.

I dag kan skolestuen rumme ca. 30 elever.

Den store tavle blev sat op efter Genforeningen og bærer spor af flere årtiers brug. Gulvet er originalt ligesom de store vinduer. På væggene er malet en smuk blå frise, som dukkede frem under restaureringen, og over den hænger billeder og anskuelsestavler til forskellige skolefag.

I nederste hjørne findes skammekrogen, og ved siden af den skoleskabene med bøger, udstoppede dyr, kuglerammer, skifertavler, sangbøger, skrivehæfter m.m. og den store kakkelovn nær døren.

Ingen af skolemøblerne stammer fra Over Lerte, men er gaver fra andre steder i Sønderjylland og fra Museet på Sønderborg Slot. De lange 4-mands borde stammer fra Ørsted Skole ligesom skabene.

En skoleklasse på besøg vil bl.a. kunne opleve ”undervisning som i gamle dage” med bl.a. skrivning på skifertavle med griffel og skråskrift på papir med blyant, pen og blæk. Undervisningen er tilpasset alderstrin.

Museets forstue

3 plancher fortæller om 3 vigtige perioder i sønderjysk og dansk skolehistorie
og under dem, i ”pigesiden”, en knagerække og en skoreol til skiftesko mv.

3 udstillingsskabe viser konkrete eksempler på både tyske og danske undervisningsmaterialer og elevarbejder. Det ældste er et regnehæfte fra 1799. Her ses også skrive-, diktat- og stilehæfter, tegnearbejder, håndarbejder fra 1890´erne til 1945.

Til venstre for døren ind til skolestuen hænger gamle skolebilleder fra Over Lerte fra flere årtier. Til højre for døren en indrammet liste over lærere i Over Lerte.

 

1G

Plads til udendørs leg

Medbragt madpakke kan også nydes her

I 2010 blev en boldbane genetableret, så nu kan museets gæster og de lokale borgere bruge banen til boldspil og leg. Prøv også at gå på stylter eller spille bold op ad muren! Herude findes også toiletbygningen fra 1953, men nu indrettet med kun et toilet. Planer om en gymnastiksal var på tegnebrættet, men krigen 1940-45 satte en stopper for dem.

2O